Populærmusik på Cuba – son cubano, salsa m.m.

Indledning

Son cubano – eller salsa, som musikken også kaldes – er cubansk populærmusik. Cuba er den største ø i Caribien (to en halv gang større en Danmark og med godt 11 millioner indbyggere per 2016), og øen har en lang og rig musiktradition, hvor afrikansk og europæisk musik mødes. I son cubano/salsa mødes guitar, sangstil og akkorder fra spansk og europæisk tradition med sangstil, instrumenter og rytmer fra Afrika; derudover er der – i forskellig grad alt efter stilarten – indflydelse fra jazz og anden populærmusik fra USA.

Den følgende generelle oversigt over musikken på Cuba har udeladt mange genrer og sidegrene, blandt andet cubas rige folkemusik. Artiklen Music of Cuba på Wikipedia giver et indtryk af den cubanske musiks store omfang.

De fire grundpiller i cubansk musik

Man regner med fire grundpiller i den cubanske musik:

1) Son cubano/salsa

Son er den mest kendte cubanske musik. Musikken har en lang historie med mange understilarter som son, chachachá, mambo, songo og timba, med hver med deres forskellige indflydelse fra folkemusik, jazz, salonmusik, rock og/eller pop. Et eksempel på traditionel septet-son, som opstod i 1920’erne:

2) Rumba

Rumba en afrikansk præget musik med sang, trommer, slagtøj og dans. Rumba, som betyder »fest«, opstod i slutningen af 1800-tallet i de fattige kvarterer i Havana og havnebyen Mantanzas, hvor man ikke havde råd til de fine dansesaloner og dyre instrumenter, men i stedet brugte hvad som helst man kunne slå på og holdt fest på gaden.

3) Danzón

Danzón er dansemusik musik med rødder i europæisk salonmusik og klassisk musik. Den spilles af charanga-ensemblet med tværfløjte, violiner, timbales, güiro, klaver og bas. Man danser en stiliseret, elegant pardans til musikken. Danzón har visse lighedspunkter med den argentinske tango.

3) Canción/Trova – troubadurmusik

Trova er troubadourmusik, visesang med europæiske rødder, oprindeligt spillet af en omvandrende sanger, der med sin guitar spillede egne sange og populære viser om krig, kærlighed, aktuelle historier, ballader, satirer etc. Duoer og trioer var også populære i trova, som for eksempel Trio Matamoros. Efter den cubanske revolution i 1959 opstod Nueva trova, som hyldede revolutionen i en protestsangstradition. En af de mest kendte revolutionære trovasange er »Hasta Siempre, Comandante« af Carlos Puebla.

I slutningen af 1960’erne blev trova mere eksperimenterende, blandt andet inspireret af vestlige protestsange m.m., og denne musik fik navnet »Nueva trova«, »Ny troubadurmusik«

I den følgende gennemgang vil hovedvægten ligge på son cubano.

---

Et eksempel på son cubano/salsa: Gloria Estefan: »Hablemos el mismo idioma« (1993)

Son cubano (også kendt som salsa) er den mest udbredte cubanske populærmusik. Son/salsa er en bred betegnelse, der dækker musik fra ca. 1900 og frem, herunder stilarter som danzón, son montuno, rumba, mambo, chachachá, songo og timba. Termen son/salsa kan sammenlignes lidt med termen r&b (rhythm and blues), som har været brugt om musik, der er associeret med den afroamerikanske befolkningsgruppe i USA, siden 1940’erne, selv om der stilistisk set ikke er meget tilbage af den gamle blues i nutidens r&b.

Son cubano er – som det meste af den cubanske musik – et møde mellem forskellige musikkulturer. Forenklet sagt kommer blæser-, strenge- og tangent­instrumenterne, musikkens form samt tonalitet og harmonik fra europæisk musik, mens slagtøjsinstrumenter, call and response og det ostinatopbyggede akkompagnement kommer fra afrikansk musik, og endelig er blæserarrangementer og stilen i de improviserede instrumentsoloer påvirket af jazzen.

En del af de forskellige elementer ser man i nummeret »Hablemos el mismo idioma« med Gloria Estefan:

Besætningen er kendetegnet ved en rytmegruppe med slagtøjsinstrumenterne congas, bongó og güiro (og sandsynligvis også maracas og claves). Der er også et timbales med koklokke og crash-bækken. Derudover er der bas, klaver, guitar og den cubanske trestrengede guitar tres. I forgrunden er der forsanger og kor, blæserinstrumenterne trompeter og basuner (der kommer fra conjunto-ensemblet og jazz-big-bands), og fløjte og violiner (der kommer fra det salonmusikprægede charanga-ensemble).

De forskellige instrumenter i akkompagnementet har hver deres ostinater:

Et ostinat i son kaldes et guajeo, og man kan i dette nummer se nogle typiske stiltræk i tresen og bassens ostinater. Tresens ostinat består af akkordbrydninger plus gennemgangstoner præget af synkoper (betonede toner på de ubetonede og-slag):

Halvdelen af tresens toner er synkoper.

Bassens ostinat kaldes tumbao, og dens figur bygger på tresillo-rytmen (tresillo betyder triol), som findes mange typer latinamerikansk musik:

Her er bassen fra takt 9-12 med tresillo-rytmen nedenunder:

I takt fire ses et meget typisk træk for en son-bas: bassen spiller ikke på et-slaget, i stedet forudgribes takt fires grundtone, h, på firslaget i foregående takt (tonen med rød cirkel om). Det efterlader takt fire med en tresillo-rytme uden 1-slaget, det kaldes en bombo-ponche-tumbao (bombo og ponche er navnene på henholdsvis anden og tredie tone af tresillorytmen). Det ses endnu tydeligere under nummerets fløjtesolo (se nodeeksemplet nedenfor) – her virker det lidt som om bassen svæver i sin egen rytme hen over de beatmarkerende percussioninstrumenter.

Formmæssigt består »Hablemos« af en intro, to vers og omkvæd, derefter kommer vers tre og et forlænget omkvæd. Herefter er der et break, og så starter montuno-afsnittet (ved 3:41), som er et mere frit afsnit, der findes i mange son-numre, hvor man gentager to-fire akkorder som basis for soloer, typisk med call and response mellem solist og et ostinat fra kor eller blæsere. I dette nummer er det fløjten, der har solo, mens violiner, trompeter og basuner har hver deres ostinat (guajeo), som bygges op i lag. Et ostinat i blæserne kaldes en moña. Denne måde at spille blæserostinater ud mod hinanden på er et kendetegn for den jazz-big-bandpåvirkede mambo-stil, der havde sin storhedstid i 1950’erne, og et sådant formled kaldes også tit for mambo. I fløjtens solo spiller den overvejende call and response med trompeterne:

Som nævnt er trommer og slagtøj en vigtig del af cubansk musik. I det følgende omtales de væsentlig instrumenter i en cubansk rytmegruppe.

Instrumenter i son cubano

I son/salsa er rytmegruppens kerne congas, timbales med koklokke og bongó. Dertil kommer håndholdt percussion som güiro, claves og maracas, tit spillet af sangerne.

Congas

Conga er høje, smalle trommer lavet af stave af træ med et skind på toppen. I salsa har man som regel to congas, en lys, der hedder conga (eller macho eller 3-2), som man bruger mest, og en dybere, tumba. Tit har man også en endnu lysere conga, som hedder quinto.

Der findes forskellige typer slag; de tre almindeligste er lukket, åbent og slap, hvor man slår håndroden ned på kanten af congaen, så fingrene smælder ned på skindet. En udbredt grundrytme, hvor man kun bruger congaen, er:

Plus (+) er lukket slag, o er åbent og s betegner et slapslag. Venstrehånden spiller lukkede slag i en vippebevægelse, hvor man skiftevis bruger håndroden og fingerspidserne, mens højre hånd laver de andre slag. Rytmen er også kendt som »vippe-slap-og-vippe-gok-gok«.

Under soloer fyrer man ofte op ved at bruge tumbaen, for eksempel i denne rytme:

Lukket slag angives med plus (+), åbent med et o og slap med s. Den lyse conga står på øverste nodesystem, tumbaen på nederste.

♫ Conga-instruktionsvideoer

Bongó

Bongotrommerne er to små trommer, der sidder sammen. Man spiller som regel på dem siddende med trommerne mellem benene, men de kan også være på et stativ.

Den grundlæggende figur er ottendedele, denne rytme hedder »martillo«, som betyder »hammer«:

Højre hånd spiller betonede taktslag med to-tre fingre, og firslaget spilles på den dybe tromme. Venstre hånd spiller mellemslagene i en vippende bevægelse lidt ligesom ved conga, »Vf« betyder venstre hånds fingre, »Vt« er tommelfinger. Se Martillo on the bongó

Ofte går bongóspilleren over til at spille klokke under de soloer, hvor der skal være mere gang i den (i montunodelen). Grundlæggende kan man slå på kanten af klokken, det giver en mørk lyd, eller midt på klokken, hvilket giver en lysere lyd:

I dette eksempel ligger de mest betonede slag på kanten, den mørke lyd.

Timbales

Timbales er to metaltrommer uden bundskind på et stativ, som spilles med stikker og hænder. Til sættet hører også en eller flere klokker (lysere end bongospillerens klokke) og ofte også et bækken; i nyere tid har man tit en stortromme og en kombination af klokker og træ­blok, eller timbales kan være en del af et trommesæt, som det ofte er i den nyere stilart timba.

Timbales spiller traditionelt en grundrytme, hvor den ene hånd spiller med en stik på klokke eller på siden af den lyse timbale (paila) og den anden hånd spiller med fingre eller stik på den dybe timbale. Derudover er timbales’ rolle at markere overgange med fills, lave oplæg når man for eksempel går fra vers til omkvæd eller til en solo, samt markeringer. Og man må ikke glemme, at timbales også et vigtigt soloinstrument. En grundrytme under sangen kan være:

Det ene slag på den dybe timbale er dæmpet (+, man lader fingrene hvile på skindet), det andet er åbent (o, man lader skindet klinge). I ovenstående eksempel er rytmen på timbalen en tresillo-rytme uden 1-slaget, det er samme bombo-ponche-tumbao, som bassen tit spiller.

Claves, maracas og güiro

Den håndholdt percussion er typisk claves, maracas og güiro. Som regel er man både sanger, sonero, samtidig med at man spiller på disse instrumenter.

Maracas

Maracas er en beholder (drejet i træ, syet i læder eller en udhulet kalabasfrugt) fyldt med småsten, ærter, korn eller lignende, på et håndtag. En rytme:

Et rytmeæg er en nær slægtning til maracas.

Güiro

Güiro (populært kaldet franskbrød eller fisk) er en udhulet kalabasfrugt med riller, som man skraber hen over med en pind. Instrumentet er vist af indiansk oprindelse. Typisk spiller man i denne rytme:

Claves

Claves, rytmepinde, har en rytme, der ofte regnes for en slags »taktart« i et nummer – man snakker om tre-to clave eller to-tre-clave:

Her er et eksempel på et mambo-nummer med 3-2-clave:

Et samlet eksempel på en son montuno-rytme

Der findes en mængde forskellige stilarter og rytmer i cubansk musik, hvor rytmeinstrumenterne har forskellige ostinater: son montuno, bolero (langsomme ballader), chachachá, mambo, guajira, gaugauncó/rumba, songo, timba og mange flere.

Akkord/bas-instrumenter

I et salsaorkester finder man også et basinstrument, enten kontrabas eller basguitar. Af akkord­instrumenter er der ofte klaver/keyboard i de større orkestre (charanga og conjunto). I musik, der er påvirket af den folkemusikagtigte son montuno, finder man spansk guitar og den karakteristiske cubanske guitar med tre dobbeltstrenge, tres cubano. Strengene er af stål og giver en klar, mandolinagtig lyd:

Et eksempel på tres cubano findes »Hablemos el mismo idioma« (1993) med Gloria Estefan, som starter med et synkoperet ostinat (guajeo) spillet af tresen alene:

I det lidt mere traditionelle charanga-ensemble, der har rødder tilbage til danzón, ser man tværfløjte og violiner, mens conjunto-ensemblet har en mindre blæsergruppe med trompeter, basuner og nogle gange saxofoner. Et mambo-bigband har en stor blæsergruppe som et jazz-bigband. Det leder over til det næste afsnit, som handler om orkestertyper i son cubano.

Orkestertyper i son cubano

Der er forskellige orkestertyper i cubansk musik, der hører sammen med forskellige stilarter og som har udviklet sig gennem tiderne.

Típica

Típica er en ældre orkestertype, der stammer fra midten af 1800-tallet. Orkesteret spillede typisk udendørs til danzón og andre selskabsdanse. Típica har klassiske instrumenter som messingblæsere (typisk trompet, basun og ophicleide), klarinetter, violiner, kontrabas, timbales og güiro.

Charanga

Charanga er et indendørs danzón-ensemble, som opstod omkring år 1900. Orkesteret er mere afdæmpet i forhold til det udendørs típica-orkester. I stedet for træ- og messingblæsere har man tværfløjte, en eller flere violiner og cello. De store pauker afløses af den mindre udgave, pailas criollas, også kaldet timbales, og derudover har man güiro og claves. Rytmegruppen fuldendes af klaver og kontrabas. Senere kom bongó og congas til. Orkesteret kaldtes oprindeligt »charanga francesa«, fransk orkester, på grund af danzónens rødder i det franske Haiti. Et eksempel:

Til sidst i eksemplet er der trompeter med, de er ikke en del af det oprindelige charanga-orkester

Andre eksempler:

Son-sexteto/Septeto

Sekstet/septet er en orkestertype, der opstod i starten af 1900-tallet og som spillede den folkemusikprægede son montuno. Instrumenter er forsanger og kor, tres cubano, som er en guitar med tre dobbeltstrenge, spansk guitar, kontrabas, bongó, claves, maracas og güiro. En trompet blev tilføjet omkring 1920, med trompet er orkesteret en septet. Typisk er det sangerne, der spiller claves, maracas og güiro. Der kan godt være flere medlemmer i en sekstet/septet end navnet angiver.

Conjunto og mambo-banda gigante (big-band)

Conjunto (»orkester«), er et halvstort orkester, der blev normen i 1940'erne. Conjunto voksede ud af son-septetten: klaver, congas, timbales blev inddraget, og den enlige trompet fik følgeskab af to-tre andre trompeter og efterhånden også af andre blæsere. Det er for øvrigt ikke ualmindeligt at se fløjte og violiner fra charanga-orkesteret i et conjunto-ensemble.

Med mambo-bølgen i 1950’erne kom de store orkestre med stor blæsergruppe med saxofon-, trompet- og basunsektioner som i et jazz-big-band.

Rumba-orkesteret

Rumba er gade-trommemusik med afrikanske rødder, instrumenterne er congas (i tre-fire størrelser), claves, rytmekasse (cajon), shakere, klokke og træblok, samt forsanger og kor. Der findes flere trommebaserede traditioner i cubansk musik, der ofte er knyttet til religiøse traditioner, som i santaría, hvor man bruger congaens forløber, batá-trommen.

De forskellige orkestertyper er som antydet knyttet til forskellige stilarter og deres historie. I det følgende gennemgås den historiske udvikling i store træk.

---

Cuba og den cubanske populærmusiks historie

Cuba

Cuba har en befolkning af afrikansk og europæisk oprindelse, fortrinsvis spansk afstamning, for øen var en spansk koloni, og spanierne importerede slaver fra afrika for at arbejde i tobaks- og sukkerrørsmarkerne. Den oprindelige indianske befolkning uddøde engang i 1700-tallet. Den spanske kolonimagt forbød ikke trommer og anden »hedenskab«, som det for eksempel skete under slavetiden i USA. Der blev importeret slaver til Cuba forholdsvist længe, til midten af 1800-tallet, og det har givet et friskt pust af afrikansk kultur ret sent i forhold til fx i USA.

Mange af slaverne kom fra Yoruba-området i vestafrika (Nigeria og Benin), mens andre kom fra det centrale Afrika, Bantu. Man kan spore elementer i den cubanske musik tilbage til disse områder, det gælder rytmerne, trommerne, opbygningen over riffs, at instrumenterne spiller korte melodiske ostinater og ikke akkorder, den synkoperede basrytme, bastumbaoen, samt de lange åbne afsnit med improvisationer, hvor der ofte er call and response mellem et kor og solist.

Fra Spanien kommer sangstilen (blandingen mellem arabisk stil og skønsang); og europæisk musik generelt bragte klassiske instrumenter som violiner, træ- og messingblæsere, klaver samt harmonikken (brug af akkorder) ind i blandingen. I slutningen af 1700-tallet flygtede en del franskmænd fra slaveopstanden på det nærliggende Haiti til Cuba og bragte deres dansemusik med; den musik kan spores i den stil, der hedder danzón.

Cuba ligger i det Caribiske hav, og der har altid været meget handel med andre lande, landet har haft en stor eksport af tobak, rom og sukker, og derfor har landet hele tiden fået nye kulturelle impulser. Fra 1930’erne har der været en bølge af amerikanere, der blev tiltrukket af det søde liv under palmerne. Under den USA-støttede diktator Batista var dollars mere end velkomne i denne periode, og der blev ikke stillet spørgsmålstegn ved, hvor de kom fra, så den amerikanske mafia drev kasinoer, natklubber og andre forlystelsessteder – hvilket betød meget arbejde til musikerne og at orkestrene skulle kunne spille i mange stilarter.

Siden 1959 har kommunisterne ved Fidel og senere Raul Castro været ved magten, og en del cubanere er flygtet fra landet til især Florida, Miami og New York, hvor den cubanske musik har floreret og udviklet sig og blandet sig med jazz, r&b og pop. Som en del af den nationalistiske bevægelse efter revolutionen og som modvægt til blokaden fra det kapitalistiske USA har Cuba sørget for at bevare folkekulturen, herunder trommedomineret musik med afrikanske rødder som rumba, blandt andet fordi det var modvægt mod den vestlige pop/rockmusik. Denne har dog sammen med trommemusikken og jazz påvirket den cubanske musik, for eksempel orkestrene Los Van Van og Groupo Irakere, der opstod i slutningen af 1960’erne.

Generelt kan man se en udvikling fra den mere europæiske musiktradition, præget af formmæssig, melodisk og harmonisk udvikling (musikken udfolder sig i tid) og som ofte krævede komponister, arrangører og nodelæsende musikere, til en mere folkemusik/pop-præget stil med vers/omkvædsform og fokus på rytme, på et groove bygget op af korte ostinater samt enkel harmonik (musikken udfolder sig i rum) – en udvikling, som man også har set i den vest­lige populærmusik.

I det følgende følger en delvis historisk gennemgang af de forskellige stilarter og genrer inden for cubansk populærmusik.

Danzón

Danzón er en elegant pardans med en tilhørende romantisk musik. Danzón har rødder tilbage til den musik, som franskmænd, der flygtede fra slaveopstanden på Haiti i 1700-tallet, tog med sig. Denne franske musik var krydret med en haitansk synkoperet rytme, cinquillo, som er gennemgående i danzón, og som man også ser i tangomusik og – i en variation – i dansen habanera (»fra Havana«). Begge rytmer har et slægtskab med 3-delen af en claves-rytme:

Danzón spilledes oprindeligt udendørs af típica-orkesteret, som er kendetegnet ved messingblæsere som trompet, basun og tuba, klarinetter, violiner, kontrabas, pauker og güiro. Típica-orkesteret spillede også andre danse som vals, menuet og kvadrilledanse. Fra slutningen af 1800-tallet dansede man indendørs i saloner, og típica blev afløst af det mere afdæmpede charanga-orkester, som består af violiner, tværfløjte, klaver, bas, bongó, timbales og de håndholdte slagtøjsinstrumenter güiro, claves og maracas, som sangerne spiller på.

Med indflydelse fra den mere folkemusikprægede son montuno blev der begyndelsen af 1900-tallet tilføjet en coda, som for det meste var en åben, improviseret del med soloer over en simpel akkordrundgang (en vamp) plus nogle breaks – også kaldet montuno-delen.

Son montuno

Son montuno betyder »musik fra bjergene«, og den opstod i den bjergrige østlige del af Cuba omkring år 1900, og i 1920’erne afløste denne mere enkle, folkemusikprægede son danzónen som den mest populære dansemusik. I stedet for de forholdvis dyre, klassiske instrumenter som tværfløjte, violin og klaver har man i son folkemusikinstrumenter som den trestrengede cubanske guitar tres, spansk guitar, claves, maracas, nogle gange güiro og bongó, som spilles af sangerne. Som basinstrument brugte man oprindeligt en lerkrukke (botija), som man blæste i ligesom over en flaske, og som kunne spille to forskellige toner. I en af forløberne for son, changüí, brugte man en marímbula (baskalimba) som basinstrument.

Da son kom til byerne, blev basrollen hurtigt overtaget af den mere alsidige kontrabas, og i 1920’erne kom der en trompet med. Uden trompet kalder man orkesteret en sekstet, med trompet en septet. Der kan godt være flere medlemmer i en sekstet/septet end navnet angiver. De første son-plader blev indspillet af disse sekstetter/septetter; nogle af de legendariske orkestre er Sexteto/septeto Habañero og Septeto Nacional De Ignacio Piñeiro: Disse orkestre bliver suppleret med nye medlemmer, når de gamle falder fra, så derfor eksisterer de stadig her ca. 100 år efter at de blev dannet. Et eksempel med Septeto Habañero fra 1920’erne:

Dette nummer starter med et tres-ostinat med ren treklangsbrydning bygget over cinquillo-rytmen, derefter kommer bassen, maracas og en 3-2-claves-rytme på. Trompeten spiller melodien, som er forholdsvis enkel med vægt på akkord­toner, og den også er præget af cinquillo-rytmen, der ud over midtersynkopen holder sig trygt til taktslagene. Bongó spiller frit i denne del, nærmest solistisk kommenterende. Bassen spiller her i en ren tresillo-tumbao. Bas- og tres-ostinater er en takt lange. Melodien er bygget regelmæssigt op af firetakters-fraser. Når sangerne kommer ind synges melodien flerstemmigt. Der er to akkorder, tonika og dominant i F-dur. Der er montuno, trompetsolo der ikke virker improviseret, korostinat. Alt i alt er nummeret relativt simpelt og består af standardelementer.

I en nyere indspilning med Septeto Habañero kan man høre, hvordan sonen har udviklet sig: der er kommet flere synkoper, for eksempel i sangen, i tres-figurene og i akkordskiftene, og bassen spiller tresillo-figur uden 1-slaget – det forsvandt engang i 1940’erne, og man har ikke hørt meget til det siden:

Nogle karakteristiske træk i son, som man hører her, er den kollektive, flerstemmige sang, tres-guajeo og bas-tumbao i tresillo-rytme med udeladelse af 1-slaget, altså en bombo-ponche-tumbao. Typisk for en septet indleder trompeten med at spille melodien, derefter synges den egentlige sang, og ved 2:16 starter montunodelen, hvor bongoseroen går over til at spille på koklokke. Trompeten har her solo i call and response med et kort korostinat. Derefter (ved 3:17) har tresen en solo alene (uden koklokke). Til sidst har trompeten igen solo i antifoni med sangerne. Harmonikken er enkel, nummeret bruger tre akkorder, C, F og G, tonika, subdominant og dominant i c-dur.

Her er et eksempel fra den anden legendariske gruppe, Septeto Nacional, i en nyere indspilning, som også indeholder nogle af de »moderne« son-træk, som kom ind i musikken i 1940-50’erne:

Man kan høre, at blandt andet at tres-figurerne er blevet mere indviklede i forhold til 1920’erne med gennemgangstoner og synkoper. Ved 1:40 starter montuno-delen, hvor der er soloer, ofte i call and response med et korostinat. Til sidst har trompeten og til dels en sanger solo i nummerets klimaks (»diablo«-afsnittet).

Rumba

Ud over danzón og son montuno er rumba et vigtigt spor i salsaens historie. Rumbaen er en trommedomineret gademusik med afrikanske rødder. Traditionelt består et rumbaorkester af en forsanger, kor, forskellige congas, herunder tit en kasseformet tromme, claves, raslere og træblok/koklokker. En vigtig del af rumba er dans, hvor man kan vise sine seje bevægelser frem og spille op til hinanden. Rumbaen opstod i slutningen af 1800-tallet i de fattige bykvarterer i Havana og Mantanzas, hvor man i stedet for at danse den stilige danzón holdt fest på gaden, i baggården eller ude i landsbyen.

Formen i den traditionelle rumba er todelt med en kort intro: i introen (diana) synger forsangeren nogle fraser uden tekst, traditionelt med et svar fra koret. Derefter synger forsangeren en traditionel tekst, en improviseret tekst (ofte om anledningen til at man holder fest) eller en selvskreven tekst. Trommerne er tit afdæmpede i denne første del, eller de kan bygges gradvist op. I slutningen af denne del, som hedder canto, får koret en frase, som skal gentages, og herefter er man i anden del (som nogle gange kaldes montuno). Her improviserer forsangeren i call and response med korets frase, og danserne kommer til. Herefter følger montuno, jamsession, hvor danserne slår sig løs. Som regel har den lyse conga, quintoen, en improviserende og kommenterende roller under det hele, det kan for eksempel forme sig som en »dialog« mellem danser og quinto.

Der er tre traditionelle former for rumba:

• Yambú, som er den ældste form. Den har en son-clave, og danserne efteraber ofte gamle mennesker.
• Guaguancó, som er den mest almindelige rumba med har rumba-clave. Dansen er en pantomimisk dans, hvor mand og kvinde efterligner hane og høne.
• Columbia, som er i 6/8-takt. Her er det typisk en mand, der danser alene i en hurtig og til tider akrobatisk dans i dialog med quinto-spilleren.

I nyere tid kan man også se bevægelser inspireret af breakdance og andre vestlige urbane dansestilarter.

Et par eksempler:

♫ Los Muñequitos de Matanzas: Un congo i Callejón de Hamel 2014

♫ Rumba i Callejón de Hamel i La Havana, Cuba

Der findes forskellige slags rumbarytmer, den mest almindelige er guaguancó. På tumba og conga spilles den karakteristiske guaguancó-rytme – her er vist de åbne slag, som giver rytmen, sammen med en rumba-clave, hvor sidste slag i tredelen kommer en ottendedel senere end i son-claven:

Mellem disse slag man lukkede ottendedelsslag, således at det bliver:

Quintoen, den lyse conga, improviserer over dette (ligesom masterdrummeren i vestafrikansk musik).

Rumba er kun en af mange traditioner på Cuba, der har kraftige afrikanske rødder. I modsætning til i for eksempel USA, hvor trommer var forbudt under slaveriet, så var de tilladte på Cuba, og da Cuba var det sidste land til at forbyde slavehandelen – der kom skibe med slaver til Cuba helt op til 1873 – blev der ved med at komme indflydelse fra Afrika. De forskellige afrikanske folkeslags traditioner blev videreført på Cuba og nogle gange blandet med europæiske traditioner. Der er for eksempel musikken knyttet til den specielle cubanske religion, santaría. Santaría er en blanding af den vestafrikanske yoruba-religion og katolicismen: de spanske koloniherrer besluttede, at ånderne i yoruba og helgenerne i katolicismen stemte overens, og på den måde kunne efterkommerne af slaverne beholde deres oprindelige traditioner. I santaría bruger man i de religiøse ceremonier batá-trommerne, som er forløbere for congas, til at kommunikere med guderne med.

Son, danzón og mambo fra 1930’erne og frem

Danzón, son og rumba er nogle af de grundlæggende stilarter i cubansk musik, og i den cubanske musiks historie er blandt andet fortællingen om, hvordan disse stilarter låner fra hinanden og blandes med jazz og anden vestlig populærmusik. Man kan måske parallelliseres den cubanske musiks historie med bluesens historie: folkemusikken son montuno, som opstod på landet, kom i 1920’erne til byerne, den begyndte at blive indspillet, den kom på mode og blev dansemusik på underholdningssteder som casinoer og natklubber, hvor man havde større orkestre med flere blæsere og klassisk skolede arrangører, og man havde professionelle cabaretsangere, der sang i en »klassiske« italiensk opera/croonerstil, der kunne trænge igennem et større orkester, som man for eksempel kan høre det på Rita Montaners indspilning af »El Manisero« (Jordnøddesælgeren) fra 1928. Samtidig er den ligesom jazzen mere arrangerede danzónen stadig populær, og sammen med elementer fra den afrikansk prægede rumba og amerikansk populærmusik giver det den interessante mangfoldighed og udvikling i den cubanske musik.

I det følgende bringes nogle nedslag og eksempler fra den cubanske musik fra 1930’erne og frem.

Son i 1930-40’erne: fra septet til conjunto

Netop »El Manisero« er et af de mest kendte cubanske numre; det var især i en indspilning med Don Azpiazu and his Havana Casino Orchestra fra 1930, der var med til at starte en bølge af latinamerikanske danse:

Claves spiller en 2-3 clavefigur, bas og klaverets venstrehånd har en tresillo-figur, mens blæsere og klaverets højrehånd har et melodisk ostinat. At blæserne spiller et riff, guajeo, frem for akkordblokke er typisk, det så man også i mambo-delen i »Hablemos el mismo idioma«.

I løbet af 1930’erne udviklede songrupperne sig fra sekstet/septet til det større orkester conjunto. I stedet for én trompet kom der 2-3 trompeter med, og rytmegruppen blev udvidet med klaver. Slagtøjssektionen blev også udvidet, fra danzonen kom timbales/klokke og güiro, og fra rumbaen blev conga indlemmet. En af de vigtigste figurer i udviklingen fra son-sekstet/septet til conjunto, det større orkester, er Arsenio Rodríguez (1911-1970), der arbejdede med to-takters bastumbao, der gik væk fra en-takters-tresillo og var forskellig fra nummer til nummer. Samtidig arbejdede orkesteret med et mere kompliceret væv af ostinater, guajes i lag: tres, bas, klaver og trompeter

Como traigo la yuca/La Yuca de Catalina 1941. Guaraguí, Arsenio Rodríguez er ok lydkvalitet Roots of Timba

Form: Sang, montuno, solo, break (bloque/cierre), diablo (anarki)

Nummeret har en form med nogle for Rodríguez typiske træk:

Tresen starter med sit ostinat, og bas og rytmeinstrumenter kommer med efter en takt. Efter fire takter kommer de tre trompeter ind med deres ostinat, moña, som er melodien. Derefter kommer selve sangen (canto), der efter et break går i over i montunodelen. I denne del har koret et to-takters ostinat, som svares af to takters solo, først trompet og derefter sangsolist. Derefter følger en klaversolo, break, og derefter kommer det såkaldte diablo-afsnit (»djævle-afsnittet«), hvor alle instrumenter og vokaler deltager med deres ostinater samtidig (og trompeten har lidt solo) – det er nummerets klimaks, hvor alle i princippet skal spille som besatte.

Et andet eksempel:

»La juventud de Cayo Hueso« betyder »De unge fra Cayo Hueso«; Cayo Hueso er en bydel i Havana, hvor blandt andet rumbastedet Callejón de Hamel ligger. Nummeret er et i en populær serie af sange, som Arsenio Rodríguez lavede om de forskellige bydele i Havana.

Danzón i 1930-50’erne: nuevo ritmo (mambo) og cha-cha-chá

Danzón, den stilfulde salondansemusik, som blev spillet af charanga-orkesteret med fløjte, violiner og timbales, optager i løbet af 1930-40’erne elementer fra både son og rumba. Fra rumbaen kommer congaen ind i orkesteret. Danzón var egentlig instrumental musik, men med indflydelse fra sonen kom der et sangafsnit, danzonete, ind efter det instrumentale afsnit. Derefter gik man ofte over i sonens åbne, improviserede montuno-afsnit, og nu ligesom sonen opbygget af lag af flere samtidige ostinater, guajeoer. Denne del kaldtes i starten »nuevo ritmo« (»ny rytme«) og senere mambo. Det var i høj grad Antonio Arcaño y sus maravillas med den legendariske bassist Israel »Cachao« López og hans bror, cellisten og pianisten Orestes López, der var foregangspersoner i denne udvikling.

Ostinater, guajeo i violiner,

Denne danzón-mambo-stil er forløber for den mere enkle chachachá-stil, som opstår i starten af 1950’erne, som også spilles af et charanga-orkester.

La engañadora Rosendo Ruiz Jr. Rico Vacilón

Nogle karakteristiske træk ved chachachá er den enstemmige, kollektive sang, enkelt harmonik, glade stemning, ikke så synkoperet.

Mambo i 1950’erne

Mambo var en dansebølge, der havde sin storhedstid i 1950’erne. Mambomusikken er kort fortalt montuno/diablo-delen fra son eller danzón (»nuevo ritmo«) spillet af et jazz-big-bands blæsersektion. Stilen er netop opstået ved mødet mellem jazz og cubansk musik.

Et center for mamboen var Palladium Ballroom i New York, hvor de »tre store«, Machito, Tito Puente og Tito Rodríguez (de to sidstnævnte med rødder i Puerto Rico) kappedes med hinanden hver aften. Af andre store navne kan nævnes Pérez Prado og Benny Moré. Her er et eksempel med sidstnævnte:

Nummeret er opbygget af ostinater, guajeo, der introduceres en ad gangen: først altsaxernes riff, så barytonsaxen, så klaveret, og så hele rytmesektionen.

Salsa i USA i 1940’erne og frem: cubob, afro-cuban, boogaloo, Fania, Miami

Vekselvirkningen mellem cubansk musik og amerikansk populærmusik har en lang historie. Den første bølge af cubansk musik ramte USA og alverden i 1930 med nummeret »El manisero (The Peanut Vendor)«, og musikken blev kaldt rhumba, selv om nummeret var son. Omvendt spillede swing-jazz-bands i casinoerne på cuba og påvirkede den cubanske musik, der optog jazzelementer. I 1940'erne dannede Machito sit orkester, hvor han bragte cubanske rytmer og big-band-arrangementer og jazzharmonik sammen og blev et vigtigt navn i mambo. Jazzmusikeren Dizzy Gillespie indspillede sammen med congaspilleren Chano Pozo, der var udvandret fra Cuba til New York, nummeret »Manteca«, der indvarslede fusionen mellem jazz og cubansk musik, afro-cubansk jazz. Også Charlie Parker indspillede med Machito, fusionen eller synkretismen mellem cubansk musik og bebop kaldes også cubob.

Mange musikere tog under Batistas diktatur til New York og begyndte bl.a. med at spille sammen med jazzmusikere i 40'erne.

I 1960’erne kom boogaloo-bølgen, som var en krydsning mellem r&b/soul med latinamerikansk musik, her kan nævnes Johnny Colons »Boogaloo Blues« (1967), »Happy Soul With A Hook« med Dave Cortez & The Moon People og »Oye como va« med Santana som eksempler.

I slutningen af 1960’erne begyndte en del af boogaloo-kunstnerne i USA at spille musik, som genoptog de afro-karibiske rødder, i særdeleshed den cubanske son, i en opdateret version. I centrum var pladeselskabet Fania, der markedsførte musikken som salsa, som egentlig betegner en krydret latinamerikansk sovs/dip.

moñas, blæserguajeos, blæserriffs

På Fania var kunstnere som Rubén Blades, Willie Colón, Ray Barretto og Eddie Palmieri

Jazzens bidrag til salsaen er ud over blæserarrangementerne brugen af udvidede akkorder og jazzspillestil i soloerne. Stadig er New York et vigtigt centrum for denne musik, blandt andet fordi eksilmusikere fra Cuba stadig slår sig ned der i dag.

Songo

Songo er kendetegnet ved trommesæt, rumbafisering, rock/pop-harmonik.

Cáscara

– Los Van Van

– Irakere

Kevin Moore: Roots Of Timba II - Los Van Van, Ritmo Oriental & Irakere 1969-77

Son/salsa er bygget over standardformler, ostinater, i congas, bongó, bas-tumbao, klaver, harmonik over vamp, hvor mange numre fx bruger I-IV-V-IV, tonal kadence i mol, I-bVII eller den andalusiske akkordvamp. Man kan måske sammenligne det med blues/rock, hvor man ville kunne få et akkordskema og spille sine standardfigurer over det.

Songo/timba har længere ostinater, mere sang-specifikke ostinater, harmonik. Syge klavertumbaos, Bach/jazz. Trommesæt. Skift i ostinater i løbet af nummeret (gears?), tempo.

Påvirket af rumba og santaría-trommer, Bepop/funk-blæserfigurer,

Irakere er crazy. Man kunne sige, at historien var, at de ville spille jazz, men var nødt til at camouflere det med folkloristiske elementer – det er ikke helt rigtigt, men en god historie… Påvirket af funk, jazz, jazz-rock-fusion, for eksempel i dette nummer, som er en fordækt udgave af Charlie Parkers »Billies Bounce«:

Mambo betegner nu formled hvor blæsere er i forgrunden.

Timba

– NG La Banda?

timba

The role of the bassist is also very different. Salsa bassists have standardized obombo-ponche bass tumbaos. This is sometimes used in timba, but much more often a clave-aligned tumbao is used, and it is often specific to the song in question, while the bombo-ponche tumbaos of salsa, by definition, always use the same rhythm from song to song. Most importantly, timba bassists stop and start their tumbaos, one of the defining aspects of timba gears. In salsa, the bass tumbao is omnipresent.—Moore (2010: v. 5: 13).[28]

More specifically, timba differs from salsa in orchestration and arrangement. Some timba artists readily concede that they have occasionally taken inspiration from musical genres coming outside of Cuba. Thus, bands like La Charanga Habanera or Bamboleo often have horns or other instruments playing a few melodic notes from tunes by Earth, Wind and Fire, Kool and the Gang or other funk bands. In terms of instrumentation, the most important innovation has been the permanent incorporation of a drum kit and a synthesiser. Many timba bands have otherwise kept the traditional charanga ensemble of the 1940s, which includes double bass, conga, cowbell, clave, piano, violins, flute and in timba an expanded horn section that (in addition to the traditional trumpets and trombones) may include saxophones. However, many innovations were made in the style of playing and the arrangements, especially on the bass (sometimes taking inspiration from non Cuban genres of music), the piano (with elements of baroque music such as Bach), the horns (complex arrangements known as "champolas"), and the use of the clave (where 2-3 son clave is the standard in salsa music, timba often leans towards 2-3 rumba clave, 3:2 Son clave and 3:2 Rumba clave). Also different from salsa is the frequent shift from major to minor keys (and vice versa), the highly complex rhythmic arrangements (often based on santería or abakuá rhythms), the shifts in speed and the large number of orchestrated breaks, or "bloques". Also, owing to its many Afro Cuban origins (and, of course, to traditional Cuban music such as Son), Timba music is highly syncopated.

Most pre-Revolution tumbaos last one clave before repeating. Two-clave tumbaos became dominant in the 1970s and 80s. By the 1990s, tumbao lengths of four claves were as common as two and sometimes extended to eight. Odd lengths such as three, five and six were also occasionally used. In this sense, timba can be seen as a continuation of the ongoing trend toward longer tumbaos, but overall length is only half of the story. Many of the tumbaos of the 70s and 80s applied a one-clave rhythm to a two-clave chord progression. With Latin jazz, and jazz-influenced salsa, the chord progression might extend to eight or even sixteen claves, but the basic rhythmic cell keeps repeating every clave. In the 1990s, even the two-clave tumbaos usually featured distinctly different rhythms for each half of the pattern.

Zooming out a level to examine the larger mambo and coro sections built from the tumbaos, we immediately encounter a new type of arranging device which is almost entirely unique to timba. I call it the "asymmetrical coro". Instead of a one- or two-clave coro followed by a lead vocal of the same length with the same progression, timba arrangers might follow a three-clave coro with a one-clave guía, a one-clave coro interjection and then a three-clave guía, all over an eight-clave chord progression. They might also provide different chord progressions for the coro and lead vocal.

The horns were also part of the new paradigm. To review, the idea of using a horn section to play repeating riffs began with the diablo sections of Arsenio Rodríguez. Arsenio usually combined a coro and a horn riff over a one-clave tumbao. By the 1980s it had become standard for each arrangement to include several such sections, now called mambos, but featuring horns alone with no vocals. The horn mambos would alternate with coro/guía sections. Timba arrangers put a dramatic end to this type of predictable, formulaic arranging. By the time Charanga Habanera's David Calzado and Juan Carlos González hit their stride in 1993, no combination of horns, guías, coros and tumbao lengths was left unexplored and the possibilities were further multiplied by accompanying the hybrid mambos with a variety of rhythm section "gears."—Moore (2010: v. 5: 12, 13).[26]

---

Litteratur

• Peter Manuel: Popular music Of The Non-Western World. Oxford University Press, Oxford 1988.
• Billy Bergman: Hot Sauces. Latin And Caribbean Pop. New York.
• Henrik Beck: Salsa. Systime, 2002.